for medlemmernes interesse...
Vedtaegter
FORENINGENS LOVE
- Foreningen er stiftet d. 21.02.1921, og dens navn er
”Parcelforeningen
Espevang”
- Hjemsted er Københavns amts nordre birk, Gladsaxe ret,
under hvis jurisdiktion den
i enhver henseende hører.
- Det er foreningens formål at arbejde for medlemmernes
interesser i forhold til
myndigheder, forsyningsselskaber og andre relevante personer /
organisationer.
- Medlemmer af foreningen er samtlige ejere af parceller,
udstykket fra de oprindelige
Matr. 19 af Gladsaxe by og sogn, samt de tilstødende parceller der
måtte ønske medlemskab af foreningen. Medlemmerne er til enhver tid
underkastet foreningens love, således som de er vedtaget eller senere
på lovlig måde ændret. Medlemmerne er forpligtet til at udrede de
bidrag, som foreningen pålægger dem på vegne af offentlige myndigheder.
For medlemmer uden tinglyst medlemspligt gælder at en evt. udmeldelse
skal ske med et års varsel til et kalenderårs udgang.
- Foreningens
medlemmer er pligtige til at deltage i udgifterne med beløb, der
pålignes hver grundparcel i forhold til dens størrelse. Dog skal
grundkontingentet, der anvendes til foreningens administration, udredes
med samme størrelse på hver parcel.
- De pålignede beløb, dels til kontingent, dels til særlige
fonds, skal betales årligt
til de af foreningen fastsatte betalingstider. For bidragene har
foreningen panteret i de respektive parceller. Denne panteret skal i
tilfælde af bebyggelse respektere så store lån, som kan opnås i en
kreditforening eller anden offentlig pengeinstitut. Kommer et medlem i
restance, opfordres det ved en skrivelse til at berigtige
restancen. Berigtiges restancen ikke, forelægges sagen for
bestyrelsen, der kan lade restancen inddrive ad retslig vej.
Omkostningerne herved pålignes medlemmet
- Hvert medlem er
pligtig til at holde parcellen i forsvarlig stand, vedligeholdt og fri
for ukrudt. Endvidere skal hver medlem holde veje og gangstier udfor
parcellen i farbar stand, pænt revet og fir for ukrudt. Ligeledes skal
parcellen, ved hegn holdes forsvarligt afgrænset fra de omliggende
grunde. Såfremt et medlem ikke holder sin parcel i pæn og ordentlig
stand og renset for ukrudt i overensstemmelse med foranstående, er
foreningens bestyrelse berettiget til at lade foretage det fornødne for
medlemmets regning.
- Foreningens interesser varetages af en bestyrelse under
ansvar overfor
generalforsamlingen. Bliver en opløsning af foreningen aktuel, skal
dens midler anvendes til upolitiske almennyttige formål inden for
foreningens dækningsområde, og dens midler kan i intet tilfælde deles.
- Generalforsamlingen har den højeste myndighed i alle
foreningens
anliggender.
Hvert medlem har 1 stemme, uanset hvor mange parceller vedkomne ejer.
Stemmeretten kan kun udøves ved personlig tilstedeværelse på
generalforsamlingen.
Beslutninger tages med almindelig stemmeflerhed, jfr. dog §19.
Ordinær generalforsamling afholdes i januar kvartal og indkaldes af
bestyrelsen med 14 dages varsel med angivelse af dagsorden.
Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, så ofte bestyrelsen
finder det nødvendigt, eller når 1/3 af medlemmerne indsender skriftlig
begæring herom til bestyrelsens formand. Indkaldelsen skal skriftlig
finde sted med mindst 3 dages varsel.
Generalforsamlingen vælger en dirigent, der leder forhandlingerne.
Dirigenten bestemmer, om skriftlig afstemning skal finde sted. Der
tages referat af generalforsamlingen, og dette udsendes til medlemmerne.
- Bestyrelsen består af en formand, en
kasser samt 4 repræsentanter. Halvdelen af bestyrelsen er på valg hvert
år, dog således at formand og kasser ikke er på valg samtidig.
Formand og kasser vælges af generalforsamlingen, medens næstformand og
sekretær vælges af bestyrelsen. Genvalg kan finde sted.
- Der skal hvert år af generalforsamlingen vælges
2 suppleanter. Genvalg kan finde sted
- Eventuel løn og diæter til bestyrelsen
bestemmes på hver generalforsamling inden valg finder sted.
- Bestyrelsesmøde afholdes så ofte formanden
eller 3 bestyrelsesmedlemmer finder det nødvendigt
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når 3 medlemmer er til stede.
Beslutninger tages ved simpel stemmeflerhed. Er stemmerne lige, gør
formandens stemme udslaget.
- Retskrav mod foreningen kan rettes mod
bestyrelsens formand på foreningens vegne, ligesom formanden kan
optræde som sagsøger på foreningens vegne.
- Kasseren tegner foreningen i økonomisk henseende.
Kasseren er pligtig at føre specificeret
regnskab over foreningens indtægter og udgifter. Kontante beløb udover
500 kr. indsættes i bank eller giro.
- Sekretæren tager referat af generalforsamlinger
og bestyrelsesmøder og er sammen med bestyrelsen ansvarlig for at
referatet er rigtigt ført.
- Generalforsamlingen vælger 2 revisorer, der
kritisk skal gennemgå foreningens regnskab hvert år samt forvisse sig
om, at foreningens aktiver er til stede.
Revisorerne vælges for et år ad gangen. Genvalg kan finde sted
- Regnskabsåret er kalenderåret. Regnskabet skal
være færdigt fra kasserens side, så det kan være gennemgået og forsynet
med bemærkninger inden hvert års 1. marts for det forløbne regnskabsår.
- Til vedtagelse af forslag til forandring i
eller tilføjelser til foreningens love kræves, at mindst 2/3 af
foreningens medlemmer er til stede på den ordinære generalforsamling,
og af mindst 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer derfor. Såfremt
forslaget godkendes, men det fornødne antal medlemmer ikke er til
stede, indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling tidligst 3 dage
senere, hvor forslaget kan vedtages, når 2/3 af de tilstedeværende
medlemmer stemmer derfor.
- Det er medlemmernes ufravigelige pligt at
anmelde til formanden, når parcellen skifter ejer.